fredag den 15. juli 2011

Melding fra Søens Folk

Sidste dag på lejren startede i tørvejr. Tørvejret havde desværre kun en varighed på ca. 5 minutter, inden der blev åbnet for sluserne. Regnen omdannede hurtigt landslejren til det der kunne ligne en mudret Roskilde Festival. Med et par gummistøvler og solidt regntøj kunne man dog komme nogenlunde tør gennem dagens strabaser. For nogen stod den på telthygge, kortspil og varm kakao. Andre valgte at bruge dagen på aktiviteter, der blandt andet bød på tømmerflådesejlads i Julsø. Man blev våd på tømmerflåden, men det var svært for os at afgøre, om man blev mest våd af sø- eller regnvand.

Til frokost skulle vi spise, eller nærmere lege, frokost-frugtsalat. Vi fik alle et tegn, f.eks. et telt. En mand gik rundt mellem lejrpladserne. Når der blev råbt telt, skulle alle med teltemærke rejse sig op, og finde en ny spiseplads. Gerne på en ny lejr, hvor vi fik en anden madret. Det var sjovt at møde nye kammerater, og smage en masse forskellige retter.

Sidst på dagen holdt det op med at regne, og vi skulle til det store afslutningslejrbål. For at komme til lejrbålet skulle vi dog først kæmpe os gennem muddermasserne, der har hobet sig op over hele lejren. Lejrbålet startede med en overraskelseskoncert af Xander – det var helt vildt fedt. Særligt for ’tøserne’. Bagefter var der underholdning, som sluttede af med fyrværkeri og koncert.
Imorgen slutter lejren og vi GLÆDER os til at komme hjem til en tør seng, en madras, rindende varmt vand og træk-og-slip-toilettet. Det er nu en dejlig opfindelse.

Med venlig hilsen
Morten (31 år), Johanne (21 år), Stine (27 år), Klaus (Far-”gammel”) og Camilla (28 år).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar